NEW ORLEANS – THE BIG EASY

Efter et par dage i Chicago sprang vi på et fly og fløj mod New Orleans. Vi fløj med Delta Airlines. 2 timers direkte forbindelse, der gik helt planmæssigt. Men allerede i flyet fornemmede vi, at New Orleans ville være noget ganske andet, end hvad vi havde oplevet i Chicago. Det var således ret tydeligt, hvem der var på vej hjem, og hvem der skulle på besøg i byen, der ofte går under kælenavnet The Big Easy. Allerede her stod det klart at New Orleans’ indbyggere er en meget broget flok, men som udgangspunkt også en meget farverig og excentrisk flok.

Da vi kom ud fra lufthavnen blev vi mødt af en væg af varme og ekstrem luftfugtighed. Vi blev heldigvis hurtigt samlet op af vores forudbestilte shuttle bus, som skulle køre os til vores hotel i The French Quarter. En kort tur der ikke tog mere end 20 minutters tid.

Vi ankom til Hotel St. Pierre lidt tidligere end beregnet, hvorfor vi kunne nå en hurtig frokost inden vores værelser var klar. Vi gik en lille tur i kvarteret og fik hurtigt skudt en masse billede, da vi passerede det ene charmerende hus efter det andet. Vi fandt hurtigt ind på en tilfældig restaurant, Pere Antoine, og fik vores debut i Cajun-køkkenet, med solide portioner af både Jambalaya og Gumbo.

Mætte og tilfredse rundede vi også lige Jackson Square ved St. Louis Katedralen og oplevede udklædte mennesker, gøgl og jazz fra en balkon. Jo, der var ingen tvivl om at New Orleans er en by med gang i – selv på en søndag eftermiddag.

Hotel St. Pierre var super hyggeligt. Det består af en række uensartede bygninger, der forgrener sig med mange kroge og unikke værelser. Dertil har hotellet to meget små pools, men med 40 graders varme er de simpelthen uundværlige. En dejlig lobby var der også, hvor der hver morgen var en fin morgenmad, mens der hen på eftermiddagen blev serveret lune cookies, dejlig kold mælk og frisk-brygget kaffe til hotellets gæster.

 

Lige på den anden side af hotellet lå der, bag lukkede skodder og tremmer, en helt fantastisk deli – Quarter Deli – hvor vi hentede en god omgang Gumbo. Her fik vi også prøvet den lokale sandwich-specialitet, nemlig Po’ boys, der som regel bliver serveret med enten kød eller fried seafood. Fried shrimp, fried oysters og fried catfish er meget populære valg og vi begav os ud i en omgang med fried shrimp.

Bourbon Street er nok den mest kendte gade i New Orleans. Vi var der dog i ganske få minutter. Det var som ét stort værtshus, med berusede mennesker, dårlige lugte, høj – og som regel også dårlig – musik og sikkert også salg af “lidt af hvert.” Bourbon Street er altså ikke umiddelbart et sted vi vil anbefale til familier, da det var en anelse ubehageligt, ulækkert og lidt utrygt at gå der.

Hvis det er små og hyggelige jazz-klubber man er efter, skal man altså ikke tro at man finder det på Bourbon Street. I stedet kan det varmt anbefales at gå hen på den lidt mindre kendte Frenchmen Street, der bugner med små jazz-steder og dygtige musikere.

Heldigvis er New Orleans dog også så meget andet og mere end bare Bourbon Street. Langs floden ligger de få hjuldampere, der endnu er i drift for turister. Vi var heldige og kom forbi lige i det øjeblik, da hjuldamperen SS Natchez skulle sejle. Det betød at der blev spillet høj og festlig musik fra et orgel på toppen, der var drevet af dampen fra skibets kedler.

I stedet for at bruge mange penge på en tur med Natchez, valgte vi at tage med en båd, der sejler i pendulfart over Mississippi-floden, over til den bydel der hedder Algiers Point. Her var der stille. Meget stille. Det var langt fra festen på Bourbon Street og Algiers Point virkede meget ægte. Vi fandt en hyggelig cafe, hvor vi kunne sidde og kigge lidt på de lokale, der stille og roligt ordnede verdenssituationen over en is-kaffe.

Sejlturen til Algiers Point kostede 2 dollars per næse, hvilket var rigtig fint. Så havde vi trods alt oplevet at sejle på Mississippi og ikke mindst fået set New Orleans fra floden, hvilket var et prægtigt syn.

Det okkulte og voodoo-dyrkelsen spiler en ganske central rolle i byens selvforståelse, så da vi spiste vores frokost på The Crazy Lobster, skulle vi naturligvis også smage den legendariske Voodoo Juice. Den smagte skønt og blev efterfulgt af blandt andet snowcrabs, kæmpe rejer, jambalaya og fantastisk Andouille-pølse. Cajun-køkkenet faldt så absolut i vores smag med varme krydderier, røgede elementer og alt andet end tilbageholdende brug af havets – og flodens – fisk og skaldyr.

Du kan ikke sige New Orleans uden at sige Louis Armstrong. Og Satchmo fylder meget i byen. Bygninger, parker, statuer, spisesteder, museer – alle har et stykke af ham. Vi tog hen til The French Market og kiggede på de mangfoldige boder, der bød på alt fra alligator-kød til voodoo-dukker forklædt i Lego. Herefter fandt vi en lille café og fik os en iskold cocktail. Og så skete det. Et fem mand stort orkester indtog en lille scene og fremtryllede den dejligste jazz. Stemningen var komplet.

New Orleans er dog ikke kun fryd og gammen. For præcis 10 år siden, i slutningen af august 2005, indtraf en af de største naturkatastrofer i USA’s nylige historie. Orkanen Katrina smadrede ind over store dele af sydstaterne og især New Orleans blev hårdt ramt. Massive oversvømmelser ramte byen, da byens floddiger ikke kunne holde til vandmasserne og bristede flere steder. Beredskabet var ikke på plads og der gik alt, alt for lang tiden, inden at de nationale myndigheder blev katastrofens omfang bevidste og handlede passende. I dag, 10 år efter, er der stadig spor efter Katrina. Genopbygningen finder stadig sted, mens nye diger etableres, men byen er mærket for livet og ingen føler sig for alvor trygge, ved hvordan byens sikkerhedsforanstaltninger vil håndtere situationen næste gang, at naturens ekstreme kræfter slippes løs.

Byen er dog også en af de få byer i USA, der stadigvæk har fungerende sporvogne. Byens befolkning benytter rent faktisk sporvognene ganske flittigt som transportmiddel og vi kan varmt anbefale at man kører en tur. Vi gik en tur ud af gaden Magazine Street, for at komme ud til det flotte område der hedder Garden District, men det var en rigtig lang gåtur i varmen, og der var ikke specielt meget at se på Magazine Street. Herfra tog vi sporvognen tilbage til French Quarter. I stedet for at gå ud til Garden District, synes vi i stedet at man bør gå hen til Canal Street og tage sporvognen derfra ud til Garden District. Så får man en spændende tur ud ad St. Charles Avenue, ud til Garden District, hvor man kan gå en lille tur, før man tager sporgvognen tilbage. Skal man spise i Garden District, kan vi anbefale burger-restauranten Charcoal’s, hvor man serverer nogle super lækre burgere.

Vi opholdt os tre dage i New Orleans og forlod byen lettere forpustet efter mange oplevelser og indtryk. Vi oplevede det smukke French Quater, den kaotiske Bourbon Street, Mississippi-flodens storhed, musikken og maden. Vi rejste derfra med oplevelsen af New Orleans, som en by der levede op til forventningerne og var meget, meget anderledes end hvad vi ellers har set i USA.

Derefter tog vi afsted mod nye oplevelser i vores udlejningsbil, de første mange kilometer langs floden og med Satchmo i højtalerne. What a wonderful world …