USA SOMMEREN 2015

VIDUNDERLIGE CHICAGO

Vi ankom til Chicago torsdag aften og sprang straks på den shuttle bus, som vi på forhånd havde bestilt og betalt for. Vi var ankommet tilpas sent til at der stort set ingen trafik var, så turen ind mod vores hotel gik smertefrit og tog kun en halv times tid. Oprindeligt havde vi booket hos Freehand Chicago, der er et næsten nyåbnet hotel og hostel i hjertet af Chicago. Lidt tekniske problemer resulterede dog i at Freehand var blevet overbooket, hvorfor vi blev flyttet til et andet hotel – Hyatt Centric – beliggende i Chicagos finansdistrikt, The Loop. Efter en hurtig forskrækkelse, hvor receptionisten ikke kunne finde vores reservation, da fornavnet var blevet stavet forkert, blev vi indlogeret på et fantastisk flot og næsten nyt hotel.

DSC20000

Ved vores hotel i The Loop

Efter den lange flyvetur, hvor vi kun havde fået den obligatoriske omgang fly-mad, var vi stadig sultne, så vi fandt os et lækkert, lille pizzeria på Goggle som kun lå små ti minutters gang væk. Det viste sig endda at stedet, Pizano’s Pizza & Pasta, både havde award-vindende deep dish pizza såvel som lækker thin crust pizza, der sågar skulle være Oprahs favorit.

Vi startede dagen efter med en let morgenmad, bestående af sandwich fra Subway, hvorefter vi begav os ud i Chicagos gader. Vi valgte at gå en rute som var anbefalet i Politikens Turen går til det nordøstlige USA, der først tog os rundt forbi et par ikoniske bygninger og skulpturer i det finansielle distrikt, The Loop, hvorefter vi gik op til Millennium Park.

DSC00287

The Art Institute of Chicago tæt ved Millennium Park

Millennium Park blev bygget i forbindelse med årtusindeskiftet, deraf navnet, men stod først færdig i 2004 og byder på en masse spændende kunst, blandt andet den meget kendte Cloud Gate, hvor Chicagos karakteristiske skyline spejler sig i. Millennium Park er utrolig flot i dagslys, men vi kan varmt anbefale at lægge turen forbi parken efter mørkets frembrud, hvor især Crown Fountain er et fantastisk flot syn.

DSC00308

Cloud Gate i Millennium Park

Herefter gik vi nordpå og op til byens shopping-distrikt, The Magnificent Mile. Deroppe ligger Chicagos fjerde-højeste bygning, The John Hancock Center, og herfra kan der nydes en helt fantastisk udsigt udover The Loop og Lake Michigan. På 94. etage, 314 meter over gadeniveau, ligger 360° Chicago. Vi kan dog på det kraftigste anbefale, at man i stedet besøger 96. etage, hvor The Signature Lounge er beliggende. Det er fuldstændig gratis at tage elevatoren op, og det eneste der kræves er at man køber en cocktail, som naturligvis både fås med og uden alkohol. Eller en øl. Selv med købet af en fin cocktail, er det billigere at tage i The Signature Lounge end at besøge 360° Chicago. Her er det dog vigtigt at man husker at have ID med, enten i form af kørekort eller pas. Dametoilettet er i øvrigt vigtig at besøge, for herfra er udsigten helt fænomenal.

DSC00423

DSC00432 Udsigten er fantastisk fra The Signature Lounge

Til middag nød vi en billig, men fantastisk god burger hos Epic Burger, der er en lokal burgerkæde med 7 restauranter rundt om i Chicago. Her tilbydes der en lækker burger til relativt billige penge. Er man ikke så meget til de saftige bøffer, kan man endda vælge at få sin burger med kylling, kalkun eller portobello.

DSC20001

Epic Burger serverer episke burgere

Da middagsmaden var spist, brugte vi lidt tid på The Magnificent Mile og fik besøgt en ordentlig spandfuld butikker, hvorefter vi begyndte at bevæge os hjemad. Her valgte vi at gå ned til Chicago Riverwalk, der går langs Chicago-floden. Det er en både spændende og flot at gå nede langs floden, hvor man især får en fremragende udsigt over Trump Tower og Wrigley Building.

DSC00476

Stars and Stripes pryder Wrigley Building i baggrunden

Dagen efter lagde vi ud med at gå en tur op til Navy Pier, der er en stor mole med både restauranter, barer og et par forlystelser, heriblandt et stort pariserhjul der giver en flot udsigt over Navy Pier, The Loop og Lake Michigan. Man kan i det hele taget nyde flotte udsigter indover The Loop fra Navy Pier, men vi mener ikke at et besøg er noget absolut must når man er i byen. Har man tid kan man dog sagtens bruge en halv times tid, på at gå en tur ud omkring molen og se den flotte udsigt.

DSC00326

Pariserhjulet på Navy Pier

I Chicago er man meget berømt for deep dish pizzaen, så til middag besluttede vi os for at besøge et rigtig godt sted at spise netop deep dish pizza. Et sted som Søren og Andreas faktisk spiste på tilbage i 2007. Pizzeria Due ligger ikke andet end et par hundrede meter fra The Magnificent Mile og her kan det varmt anbefales at finde op, for at prøve Chicagos berømte pizza-variant.

Det var tilfældigvis også den 4. juli, hvilket er USA’s Independence Day, der altid fejres med et stort fyrværkeri show og fest og glade dage. Fyrværkeri showet skulle finde sted på Navy Pier, men i stedet for at gå ud på Navy Pier, fandt vi en god græsplæne ikke så langt fra hotellet, hvor der var en flot udsigt ud over Lake Michigan og Navy Pier. Udover deep dish pizza er Chicago også meget berømt for sine hot dogs, så da aftenen begyndte at nærme sig, gik halvdelen af os ned til græsplænen og fandt en plads, mens den anden halvdel gik på jagt efter nogle gode hot dogs. Dem fandt vi på Max’s Take Out. En Chicago-style hot dog består af en dejligt masse ingredienser, blandt andet tomater og en stor pickle, men prøv endelig ikke på at få ketchup på din hot dog; det kan de lokale simpelthen ikke tillade.

DSC00667

De elsker hot dogs hos Max’s

Fra græsplænen nød vi vores hot dogs og efterfølgende det spektakulære fyrværkeri show. På vejen hjem gik vi en tur forbi Millennium Park, for at se Cloud Gate og Crown Fountain en sidste gang inden vi forlod Chicago. I det hele taget må vi sige at vi elsker Chicago. Det er en kæmpe stor by, men den virker slet ikke ligeså hektisk eller intens som eksempelvis New York. De vigtigste ting at se ligger alle i gåafstand, uanset om ens hotel ligger i det finansielle distrikt, The Loop, eller længere nordpå oppe ved The Magnificent Mile. Man får storbyfølelsen, men der er samtidig nok luft til at man kan slappe af. Sidst, men ikke mindst, så byder byen på mange dejlige parker og en flot riverwalk.

DSC00759

Amerikanerne elsker at fejre Fourth of July

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

USA SOMMEREN 2015