VORES ITALIENSKE HEMMELIGHED...

FUERTEVENTURA

 

DSC03479

Link til vores lille video fra Fuerteventura:

https://www.youtube.com/watch?v=5X4IusO0er0&feature=youtu.be

De sidste 4 år, har vi været på Fuerteventura i vinterferien (uge 7). Vi har hvert år kigget på priser gennem danske rejsebureauer og sammenlignet med tyske, og vi har endnu ikke rejst med et dansk bureau. 2 gange har vi fløjet fra Bremen med Ryanair og selv booket hotel på øen. Sidste år bookede vi gennem et tysk bureau, ”L´tur”, og fløj fra Hannover. I år bookede vi flybilletter gennem ”Tui”, fløj igen fra Hannover og bookede selv vores hotel. Det kan virke besværligt, men når vi har sammenlignet med danske priser i uge 7, så har det været besværet værd, da vi har fået billige ferier ud af det. I år har vi været afsted for ca. 3500 kr. pr. pers. for flybillet, hotel med all-inclusive, billeje på Fuerteventura og overnatning inklusiv parkering i Hannover.

I lufthavnen i Hannover ligger Hotel Leonardo, som vi har brugt til overnatning inden ferien. Her kan man finde rigtig fine priser. I år har vi givet ca. 870 kr. for et 4-pers. værelse inklusiv ferieparkering i 1 uge. Lufthavnen i Hannover ligger nord for byen, så vi synes ikke køreturen er så slem.

Fuerteventura er en meget speciel ø. Vi har kun boet på den sydlige del af øen, på halvøen Jandía, ved byen Morro Jable. Fra lufthavnen er der en køretur på ca. 85 km. Vejen fra lufthavnen til Morro Jable er rigtig fin, og der er ikke meget trafik. Jandía, hvor hotellerne ligger er ikke noget specielt. Her ligger en række butikker på hovedgaden, hvor det meste er noget ”turist-gøjl”. På den anden side af hovedgaden ligger stranden, som er fantastisk. En meget bred sandstrand, hvor der er masser af plads. Der er lavet fortorv og cykelsti ca. 3 km langs stranden. Når vi har boet lige ved vandet, er dagen som regel startet med en gå- eller løbetur langs vandet. Da det altid blæser lidt på Fuerteventura er stranden perfekt til at sætte drage op på. Hvis man går i retningen ud af byen, på stranden, kommer man til et sted, hvor der er små klipper på stranden. Her kan man være heldige at se store røde krabber i revnerne på klipperne. Byen Morro Jable er en hyggelig lille by med små hvide huse. Her ligger restauranter lige ned til vandet. Der er kun meget få butikker i byen og ikke noget der er værd at gå efter. Igen er det stranden der er byens aktiv. Vi valgte i år, at spise frokost i Morro Jable. Vi havde læst om ”Bodega de Jandía” på Tripadvisor, og vi trængte til noget andet end hotelmaden. Vi var heldige at få et bord til 8 personer, for det er ellers en meget lille restaurant. Normalt er der også borde udenfor, men da det regnede kunne de ikke bruges. Restaurantens ejer fortalte, at han dagen efter vi var der, lukkede for at holde ferie, så derfor kunne han servere tapas, hvor han bestemte menuen. Vi har fået tapas forskellige steder i Spanien f.eks. i Barcelona og Madrid, men ”Bodega de Jandía” serverede det bedste tapas vi endnu har fået. Vi spiste for ca. 100 kr. hver, inklusiv drikkevarer og kaffe og gik glade derfra, så er man på Fuerteventura kan stedet helt sikkert anbefales.

DSC03743

DSC03584

DSC03679

DSC03512

DSC03552

DSC03469

På Fuerteventura har vi boet på 3 forskellige hoteller, alle med all-inclusive. Vi har boet flest gange på SBH Jandía Resort, som også er vores favorit-hotel. Hotellet ligger lige i udkanten af byen og lige over for den fantastiske strand. Værelserne på hotellet er faktisk ikke ret gode, de er noget slidte og trænger til en opdatering, men er pænt rene. Der er en opvarmet pool og fra pool-området er der udsigt til stranden og havet. Der er desuden en stor pool et andet sted på resortet, men da den ikke er opvarmet, er der ikke ret mange mennesker ved den. Poolbaren ligger også ved den opvarmede pool, og her er der ved all-inclusive frie drikkevarer dagen lang. Der er desuden mulighed for at få lidt at spise, da der er en lille tag-selv-buffet. Det er ikke super spændende mad, men man kan få lidt, hvis sulten melder sig. Desuden serveres der kage og is om eftermiddagen. På hotellet er der tennisbane, beach-volley bane og en lille fodboldbane til fri afbenyttelse. På resortets restaurant er der morgen-, middags- og aftensmad og her har man udsigt til havet, hvis man er heldig at få et bord ved vinduerne. Vi synes, at maden er af en ok kvalitet. Der er meget at vælge imellem, og altid nogen man kan lide. Der er en stor mogenbuffet, med yoghurt, frugt, meget forskelligt brød, pålæg, ost, marmelade, nutella, forskellige varme retter, æg og pandekager. Der er desuden en lille buffet med sunde valg og produkter uden sukker. Ved middagsbuffeten er der også fint udvalg og der er altid, både middag og aften en lille salat-buffet med frisk grønt. Aften-buffeten er lidt større end den til middag, og det varierer lidt hvad der bliver lavet i restauranten. Der kan blive stegt kylling, fisk, koteletter mm. Der kan godt være lidt kø ved maden, men der er åbent til 21.30-22, så hvis man kan vente med at spise til f.eks. 19.30-20 er der ikke så mange mennesker. Om aftenen er der en bar åbent i et stort lokale med borde og stole, her er der også altid ”børnedisko” og senere på aftenen er der underholdning, som kan være meget forskelligt. Her kan være bingo, musikquiz eller musik og dans. Vi plejer aldrig at deltage i underholdning, når vi er på ferie, men lige præcis denne ene uge i vinterferien, har vi faktisk haft mange sjove timer med hotellernes underholdning. F.eks. havde hotellet sidste år ”Cisko King” til at underholde – ”Cisko king” er klædt ud i Elvis-tøj, og her taler vi om guld-tøj med sten og pallietter, og synger Elvis-sange. Vi tænkte, at det var nok ikke noget for os, men var alligevel nysgerrige og skulle lige se lidt. Vi endte med at blive hængende, for det viste sig at han var virkelig underholdende. Han var måske ikke den helt store sanger, men sjovt var det.

Fuerteventura

DSC03522

DSC03652

Vi har også boet på Barcelo Jandía Mar, som er et meget pænt hotel, med rigtig fine værelser. Alt var meget velholdt, og der var gjort meget ud af beplantningen omkring hotellet, med blomster og kaktusser. Her er store pool-områder og en rigtig fin snack-bar med fin mad. Der er desuden også en poolbar. De udendørs pools er ikke opvarmede, men der er en indendørs pool. Der er dog kun bestemte tidspunkter, hvor børn må være i poolen, og det kan synes lidt mærkeligt, da der faktisk ikke var ret mange voksne i poolen på de tidspunkter hvor kun de måtte være der. Vi manglede rigtig meget et sted vi kunne opholde os om aftenen. Der var en bar åbent i lobbyen om aftenen og her var også lidt borde og stole, men slet ikke nok i forhold til hvor stort et hotel det er. Maden på hotellet var også ok, men der var ofte meget trængsel i restauranten, f.eks. var der om morgenen ofte lang kø for at få kaffe og juice. Et stort plus ved hotellet, er muligheden for en enkelt aften at benytte sig af en af restauranterne, så man får noget andet end buffetmaden. Vi bestilte bord på den Italienske restaurant, og fik her en 3-retters menu med drikkevarer. Det var så dejligt at sidde lige så stille og få maden serveret.

DSC03498

DSC03453

I år har vi boet på Hotel Jandía Golf, som ligger ca. 2 km bag byen. Vi tænkte, at da vi alligevel skulle leje bil, ville beliggenheden ikke være noget problem, og det var egentlig heller ikke det der var problemet. Vi fik fine store værelser, også større end vi havde booket. 2 store værelser med dobbeltsenge og en lille stue, 2 badeværelser og en stor altan (dog uden møbler). Der hører et fint pool område med bar til hotellet, men vi brugte lige den første dag, til at finde ud af, at hvis man skulle have lidt at spise, så skulle man bestille maden i baren, da dette ikke er noget de skilter med. Der er desuden kun 1 tjener i baren, så han havde ind i mellem meget travlt, når han både skulle sørge for drikkevarer, lave den mad der blev bestilt, og rydde op på bordene. Hotellet har en tennisbane til fri afbenyttelse, men banen er af meget dårlig kvalitet, med huller og ujævnheder. På Jandía Golf Hotel har vi fået den dårligste all-inclusive mad vi endnu har fået. Listen med klagepunkter er lang, men lad os bare sige, at vi ikke kan anbefale hotellet. Vi var heldige at booke hotellet via en engelsk side en weekend, hvor der var et godt tilbud, så vi fik en rigtig god pris, men hvis vi havde givet fuld pris, ville vi have følt os snydt.

DSC03487

DSC03447

Omkring billeje, så ligger der nogle af udlejningsbureauerne i selve lufthavnen mens f.eks. Goldcar og Orlando ligger et stykke væk, så man skal med deres shuttle-bus for at komme dertil. Vi havde denne gang lejet den ene bil ved Goldcar, hvilket var meget billigt, men også besværligt. Ved ankomst måtte vi vente et godt stykke tid på deres bus. Fordi vi efterhånden har lejet bil nogle gange, ved vi godt at der kun er en person til at lave alt papirarbejdet omkring bilerne, så når der kommer en bus med 5 der skal igennem samme procedure, kan det tage lang tid hvis man står bagerst i køen. Vi valgte derfor de forreste sæder i bussen, og var hurtigt inde ved skranken, fik vores bil og kunne komme afsted. Vi har før lejet bil ved Goldcar og de er frække. Man skal være opmærksomme på, at leje bilen med fuld-til-fuld tank, dvs. at man selv skal sørge for at tanke bilen, når man afleverer den. Hvis man køber en tank fuld benzin, kommer man til at betale meget ekstra. Goldcar tager ikke hvad en tank benzin rent faktisk koster, men nærmere dobbelt så meget. Selv om vi på denne ferie brugte bilen til flere små køreture samt turen frem og tilbage fra lufthavnen, har vi kun brugt for ca. 90 kr. benzin, og så er det rigtig ærgerligt, hvis man har betalt 650 kr. for en hel tank fuld. 1 liter benzin kostede ca. 5,90 kr. på Fuerteventura og der kan trods alt ikke være 110 liter benzin i en Fiat 500 L.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VORES ITALIENSKE HEMMELIGHED...